lørdag den 22. oktober 2011

1 uge tilbage...

Nu er der kun 1 uge tilbage heroppe.. Hvor er det mærkeligt. Jeg er blevet en del af familien heroppe, som "farmor" sagde til familiemiddagen igår. Og hvor har jeg også bare følt mig som en del af familien, lige fra første gang jeg mødte familien. I dag tog Erling mig med på fisketur sammen med Sigmund og Sanna. Jeg fangede en STOR torsk, første gang jeg fanger så stor en fisk, og første gang jeg fisker fra båd. Trods lidt regn var vejret smukt, og jeg fik set, hvor smuk Torshavn og Hoyvik er set fra denne vinkel.

Ugen der gik har været travl, mange patienter i praktikken og en masse hygge med familien. Min søster tog hjem tirsdag morgen. Vi havde nogle skønne dage, og fik virkelig snakket igennem;-) I næste uge skal jeg have videregivet og afsluttet alle mine patietner og til eksamen. Fredag er der afslutning på klinikken og lørdag hygge med familien. Jeg er spændt på at se, om alt kan være i kufferten når jeg skal pakke ;-)

fredag den 14. oktober 2011

Tiden er simpelthen fløjet af sted, og der er nu kun 2 uger og 2 dage til, at jeg er hjemme igen. Min mor kom på besøg sidste torsdag. Hun skulle være i "praktik" nogle dage hos en kollega heroppe, og resten af tiden tilbragte vi sammen. Det blev til så mange indtryk, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde. De fleste dage lejede vi bil og kørte rundt og så en hel masse. Vi sejlede blandt andet til Sandoy, hvilket var en fantastisk smuk tur. Landskabet på øen består mere af bløde grønne bakker - en kontrast til de mere rå klipper, jeg ellers har set.
Vores helikoptertur til Klaksvik gik over al forventning. Vi havde solskin på hele turen og det var utrolig smukt. Vi var de eneste turister ombord, resten skulle hjem fra familiebesøg. Heroppe er helikopterne en del af de offentlige transportmidler, derfor er det heller ikke særlig dyrt. Mange familier, som bor på de fjerne øer, benytter dem, når de skal besøge familie på de andre øer. Det er hurtigt og effektivt. Vores helikoptertur tog 12 minutter, retur med bus tog det 1 t. og 35 minutter. Der er altså en del tid til forskel.

Det er tid til at slagte får, og flere patienter ringer rent faktisk afbud til deres behandling, fordi de skal på fjeldet og samle får ind til slagtning. En del kommer også med akutte smerter i ryg og arme efter sådan en tur på fjeldet. Ja, det går ikke stille for sig;-)

Vejret heroppe er for alvor begyndt at blive koldt og barskt, og giver klart indtryk af, at vinteren nærmer sig. I denne uge har vi oplevet den første frost, men også den første sne på nogle af bjergtoppene. Det er en af de smukke oplevelser, som efterårsvejret også byder på.
Jeg må sige, at flere dage med regn og tæt tåge kan få selv den mest garvede færing til at længes efter lidt sol og varme. Jeg er glad for, at vejret som regel skifter jævnligt, gerne 3-4 gange om dagen. Det giver en vis form for variation.

På aftentur med Sigmund, Sanna, Maria og Martha. Det er uden tvivl en af de flotteste solnedgange jeg har set.

I denne weekend skal jeg have besøg af min søster, men pga. vejret er flyet aflyst. Jeg blev så skuffet da jeg hørte det, nu krydser jeg bare finger for, at hun kan flyve tidligt i morgen. Endnu et eksempel på en af de store forskelle mellem Danmark og Færøerne: VEJRET.

Billede fra Tjørnuvik, med Risen og Kællingen i baggrunden. En smuk lille bygd, med en fantastisk udsigt.